’Jeg er ikke Excel-typen – jeg er en lyttende leder’ - Peter Schultz Jensen

Fortæl os hvem du er?

Jeg hedder Peter Schultz Jensen, er 51 år og gift med Jette. Sammen har vi to voksne børn, Karoline og Kristoffer.
Jeg er ejendomsmægler og indehaver af 4 Nybolig Palle Jensen ejendomsmæglerforretninger - tre boligforretninger og en projektafdeling, som sælger og udlejer byens projekter.

Hvorfor ejendomsmægler?
Jeg har været mægler siden 1993, hvor jeg startede i min fars firma. Siden 2002 har jeg været selvstændig, og faktisk er jeg så heldig, at jeg i dag arbejder sammen med både min kone og mine børn.

Men hvad får en ung fyr til at gå ind i sin fars firma…?

Jeg havde jo en karriere som fodboldspiller, men var ved at være træt af al den stress og jag med træning etc. Så sagde min far, at han havde en stilling som elev. Så den snuppede jeg, og så har jeg siden hen bygget det op til det, det er nu. Og jeg har fra første sekund elsket jobbet.
At have med mennesker at gøre, tale med mennesker, se ting vokse, og se holdet og fællesskabet blomstre.

I dag hænger dit billede mange steder i byen på mange boligprojekter?
Vi har succes, og det er mine medarbejderes skyld. Jeg elsker at se dem arbejde sammen og nå målet, for deres succes er min succes. Jeg har ikke den store udskiftning på mit hold, og jeg har stort set udlært alle mine medarbejdere.
Jeg føler, jeg spiller kortene rigtigt og har sat holdet rigtig fra starten. Vi er ydmyge, arbejdsomme og har et fælles mål. Vi favner alle vores medarbejdere og går meget op i, at de har det godt, og at det er et godt sted at arbejde. Jeg spørger ind til, hvad der kan stimulere dem. Gøre dem gode. Og finder på den måde ud af hvordan holdet kan nå et fælles mål.
Den styrke, vi har, er det DNA, vi har bygget op fra starten

Hvilken slags leder er du?

Jeg er ikke en Excel-type. Jeg er mere en talende og lyttende leder. Jeg tror på, at man når sine mål ved at arbejde sammen med dyb respekt for individet.
Der er ikke mange ’skal’ kasser hos mig – medarbejderne får lov at udleve dét, de ønsker, inden for rammerne selvfølgelig.

Du taler meget om at sætte ’holdet’?
Det følger nok med fra min tid som fodboldspiller. Jeg nåede 50 kampe på ungdomslandsholdet og var ungdomsspiller i OB.
Jeg kunne ikke rigtig komme på førsteholdet, for der stod Lars Høgh, men jeg sugede det bedste fra ham. Jeg havde Danmarks bedste læremester i ham på det tidspunkt, og jeg nød hvert sekund, da vi trænede sammen dengang.
Han var fantastisk. Han var en virkelig god fyr. Vi trænede sammen i fire-fem år, og vi kendte hinanden og vidste, hvordan vi skulle optimere.
Han rettede på mig, jeg rettede på ham. Og det har jeg overført til mine medarbejdere – ’hvis du nu gjorde sådan, så kunne det være, du kom i mål’.

Jeg var anfører i stort set alle år, jeg spillede fodbold. Så et eller andet lederskab har jeg nok haft bygget ind. Og jeg tror, jeg har skabt en god arbejdsplads. I min branche er der stor udskiftning, men det har jeg slet ikke haft.

Du er også i en branche, der er meget følsom over for samfundets konjunktur. Kan det være nervepirrende?

Nu har jeg været med i så mange år, og jeg ved, at det går op og ned. Men hvis du gør tingene rigtigt, så går det ikke galt.
Hvis du driver din forretning ordentlig og stabilt og sparer op til dårlige tider, så giver det ro.
Vi ved, der er en god bund, og det giver ro – også til medarbejderne.
Og vi har megatravlt.
At 5 % obligationerne nu hedder 4 %, betyder, at folks rådighedsbeløb måske stiger. Inflationen er på plads, reallønnen er steget, arbejdsløsheden er ikke til stede.

Udsigterne i 2024 burde se bedre ud. Først halvår af 20223 var en udfordring, men alt ser ud til at flaske sig nu. Men det gør det kun, hvis du gør tingene ordentlig. Og det gør vi.

Hvordan ser du på Odenses udvikling?

Odense er ikke længere bare et sted, man kører forbi. Nu stopper man op. Du har Novo, Facebook
– de der virksomheder med 3-5000 medarbejdere virksomheder, der kommer ind. Det er
storartet.

Odense er virkelig blevet en fed by og en fed studieby. Selvom der er mange enheder til leje lige nu, så kommer der også mange lejere til.

Investerer du selv i ejendomme?
Nej, det gør jeg ikke. Jeg gider ikke. Og jeg kan ikke lave noget selv, så jeg ville skulle hyre ind udefra og blive et fordyrende mellemled.
Hjemme hos os står der ’Jette’ (Peters kone, red) på
værktøjskassen.
Jeg kan ikke slå et søm i – men jeg kan sige, hvor billedet skal hænges op.

Hvad betyder påklædningen for dig?

Det går vi op i på arbejde – vi møder mange forskellige mennesker, og det skal se præsentabelt ud.
Vi går ikke med slips mere på arbejde, men er mere pænt casual. Men når jeg ligger på sofaen
derhjemme og ser fodbold, så ryger Adidas-dragten på. Jeg er jo vokset op i OB haha...

Jeg har handlet hos Ulrik, siden han arbejdede i Svendborg, og de fleste af mine mæglere handler
også hos Ulrik. Mange af de parametre, som jeg bruger i min dagligdag og i min forretning, besidder Ulrik Storm også.
Udover et naturligvis lækkert udvalg af tøj og en flot forretning, så er her er altid et smil og venlig betjening.

Et stort tak til Peter Schultz Jensen for at ville være årets første 'Man of The Month' I 2024.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få 10% på dit første køb

Vi bestræber os på at skabe værdi for dig, når du modtager vores nyhedsbreve.
Derfor vil du løbende kun modtage nyhedsbreve med nyheder, eksklusive events, inspiration og tilbud.
Velkommen til Ulrik Storm, og tak for at du vil være en del af vores univers.