'Vi har meget fritid, men ikke meget frihed'. - Jeppe Tverskov

Fortæl os hvem du er?

Jeg tror, folk kender mig mest fra OB, hvor jeg spiller og er i gang med min syvende sæson. Jeg kom til klubben som 23-årig efter to år i Randers, og nu er jeg anfører og har været det i et halvt år.
Udover at spille fodbold i OB, så bor jeg sammen med min kæreste, som jeg for ni måneder siden fik en lille datter med.

Du er 29. Hvor længe varer din fodboldkarriere?
Jeg håber, jeg kan spille længe. Jeg har heldigvis været forskånet for skader i hele min karriere, og hvis jeg kan holde min krop godt, håber jeg at kunne blive ved – også til lidt længere end midt 30’erne, hvor de fleste stopper. Men det er svært at spå om – det handler jo om både krop og niveau.

Hvornår fandt du ud af, at du skulle være fodboldspiller?

Det gik op for mig lidt sent. Jeg har aldrig rigtig været inde i fodboldens ungdomsmølle. I dag er det jo sådan, at når du som ung bliver opdaget, så bliver du hurtigt kørt ned ad en ambitiøs sti med fokus på mad, søvn, fodbold. Jeg havde en ret normal ungdom, og det var først i 3.g, jeg fik mulighed for at spille seriøst.
Så for mig har det været en lidt anden vej ind, hvor det efter gymnasiet var nemt for mig at satse.
Jeg havde sabbatår, mens mine venner arbejdede og rejste, hvor jeg kørte fuldt fokus på fodbold.

Men du må jo have haft talent?
De fleste bliver pitchet og taget ret tidligt, men det gjorde jeg ikke. Jeg følte da, jeg var god, men når jeg ikke blev valgt, så var spørgsmålet jo, om jeg overhovedet ville komme til at slå igennem.
Jeg havde en drøm om at blive professionel, og det var også derfor, jeg lagde alt til side for at prøve at blive det – jeg vidste jo godt, at der måske var lidt længere vej for mig.

Hvordan ser en dag ud i dit liv?

Vi møder ind klokken 9, 8.30 hvis man skal have behandling og er skadet. Så starter træning
klokken 10 og slutter kloken 12, og så spiser vi frokost. Så er der eventuelt behandling, og hvis vi
træner en gang mere, er det ved 14-15-tiden. Ellers har vi fri fra klokken 13.
Vi har en del fritid, men ikke så meget frihed. Vi kan f.eks. ikke tage i byen en fredag aften.
Generelt forventes det, at når vi kommer hjem fra træning, så sørger vi for at restituere og få spist
ordentligt. Vi kan bare ikke så meget som vores familie og venner.

Hvordan blev du anfører?
At blive anfører kommer lidt an på, hvor man er på holdet. Da jeg til som 23-årig havde jeg en lidt
anden status i truppen, end jeg har i dag, selvom jeg dog kom med i anføregruppen, som typisk
består af nogle spillere rundt om anføreren. Herefter har min udvikling på holdet også udviklet sig
til en plads som anfører og dermed med mere ansvar for truppen

Er du som anfører også en rollemodel for de andre?

Jeg håber, jeg kan være en rollemodel for de yngre spillere. Jeg har været i klubben ret mange år
og været med på både op- og nedture, så de unge, der er kommet til, kan se, at jeg har været med
længe og spillet, både når det er gået godt og dårligt.

Du har indtil videre kontrakt indtil sommer. Hvad skal der ske?

Det ved jeg ikke endnu, så det kan jeg ikke svare på….

Ved du det ikke, eller vil du ikke svare på det?
Jeg ved det ikke, men det er en af de ting, der fylder meget for mig og min familie. Min kæreste
arbejder her i Odense, og hun skal kunne flytte sig med mig. Så det er noget, vi taler en del om, da
det kan være svært at være i den usikkerhed.
Generelt fungerer det jo sådan, at når man har et halvt år tilbage af sin kontrakt, må klubber kontakte en.

Så der er gang i den?
Ja, der er gang i den. Haha. Men jeg tror egentlig ikke, jeg har lyst til at tale om den del.

Ha ha. Vi skal jo spørge. Men hvad drømmer du så om, når karrieren slutter.

Det ved jeg ikke helt selv. Jeg læser en HD ved siden af for at gøre mig klar til et eller andet.
Inden jeg spillede fodbold professionelt, så var fodbold den hobby, jeg bedst kunne lide. Så jeg laver jo det lige nu, jeg har hele mit liv har syntes var sjovest.
Men det, vi ikke har lige nu, er fri i weekenderne. Så når karrieren en dag stopper, så er det nok det, jeg higer efter. Lige nu ser jeg mine venner og familier kunne hygge sig i weekenderne, og den
del savner jeg lige nu. Men spørgsmålet er så, hvordan det er efter fire-fem uger med fri i weekenden? For altså, jeg er bare rigtig glad for fodbold.

Her til sidst – hvor meget går du op i din påklædning, når det meste af din tid er i træningstøj?

Der er jo ikke de store krav til, hvad jeg går klædt i på mit job. Men altså, jeg går op i tøj uden at være fanatisk.
Min stil er dog nok lidt mere streetbaseret, end det jeg er fotograferet i. Men jeg kan godt lide, når jeg som f.eks. til min brors bryllup var i jakkesæt herinde fra. Det er jo en anden følelse.

Et stort tak til Jeppe Tverskov for at ville være marts måneds 'Man of The Month'.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få 10% på dit første køb

Vi bestræber os på at skabe værdi for dig, når du modtager vores nyhedsbreve.
Derfor vil du løbende kun modtage nyhedsbreve med nyheder, eksklusive events, inspiration og tilbud.
Velkommen til Ulrik Storm, og tak for at du vil være en del af vores univers.