’Der er stadig mange mænd i miljøet, der tror, de er jernmænd og supermennesker’ - Carsten Hvid

Fortæl os hvem du er?

Jeg hedder Carsten Hvid, er 49 og bosat i Hunderupkvarteret i Odense med min kone, Anne, og vores fire sammenbragte børn, hvoraf tre bor her engang imellem.
Jeg er uddannet i idræt og psykologi, og sidder i dag i DBU som Head of Football Psychology,
hvilket kort fortalt går ud på at være leder for alle de konsulenter, vi har ansat til at arbejde med det psykologiske i forhold til at optimere og præstere.

Jeg har selv rejst og rejser med landsholdet, og har blandt andet lige været med til EM.

Herudover har jeg arbejdet meget teoretisk med emnet, lavet en PhD på Syddansk Universitet, hvor jeg også er lektor, samt skrevet artikler og udgivet syv bøger.

Hvordan fandt du ud af, du ville den vej?
Først var det inspirationen, der startede det. Fra militæret prøvede jeg selv at presse grænser og blev interesseret i at koble det psykologiske med det fysiologiske. Det spirede derfor stille og roligt, da jeg læste idræt, og jeg skrev bachelorprojekt i fodbold i Dalum. Og så voksede det derfra.

Men når man er færdiguddannet, er man jo en rookie, og dengang var feltet inden for sportpsykologi ikke stort. Der var nogle stykker, der var tidligt ude, så jeg kom med på vognen dengang og blev tilknyttet Team Danmark som konsulent og fastansat efter min PhD.

Det var ikke så udbredt dengang. Det er det blevet, men hvorfor? Er presset på sportsfolk blevet større?

I dag er det et forholdsvist veletableret felt.
Elitesportsorganisationerne har fået øjnene op for, at det her er en del af det, hvis man vil optimere. Der er stadig mange mænd i miljøet, der tror, de er jernmænd og supermennesker og ikke tror, de har behov for noget som helst. Men det er et område, der skal udvikles, ligesom det fysiske, taktiske og tekniske. Og det er en kultur, der skal maseres stille og roligt ind, hvilket den er blevet siden 2008.

Men det tager mange år.

I dag har alle kommuner har elitesportsafdelinger, hvor man kombinerer elitesport og skole, og der er sportspsykologi en naturlig del af det, ligesom fodboldakademier i Danmark skal have en mentaltræner tilknyttet. Det er blevet etableret, fordi det har fået tid til at vokse, hvilket er rigtig godt.

Den sidste bastion er fodboldverdenen, hvor det ikke er fuldt ud integreret på seniorplan, og hvor det kan blive endnu mere etableret og normaliseret i forhold til, at det ikke er noget hokus pokus, og at det er ok, man arbejder med sig selv på højeste plan også.

Er det et spørgsmål om, at spillerne har en modstand mod det? 

Det afhænger af niveauet. Når vi kommer op på et vist niveau, bliver det mere og mere professionaliseret, og der er tendens til, at spillerne selv køber den service ude i byen, fordi de gerne vil have én, de stoler på. 

Selvom vi har tavshedspligt, så er en mentaltræner ansat af klubben og derfor også en del af staben og arbejder tæt sammen med træneren. Og det kan skabe mistillid fra spillerne i forhold til posten som mentaltræner, hvor man er bange for, at informationer bliver givet videre. Herudover oplever jeg, at ældre trænere ikke nødvendigvis har forståelsen for, hvordan man kan arbejde med psykologien som et integreret område.

Så der er en masse mekanismer på spil, der tilsammen gør, at det ikke er fuldt ud integreret og på lige fod med fysisk træning. Men det er langsomt på vej.

Hvordan er du så på din egen banehalvdel?

Det er svært ikke at tage egen medicin.

Jeg er bevidst om, hvem jeg er, hvad jeg står for, og hvad der er vigtigt for mig. Hvad jeg kan og ikke kan. De centrale ting i psykologien er at kunne forstå styrker og svagheder, at have en grundlæggende selvforståelse og kunne arbejde ud fra det, så man forstår sig selv, og hvornår man gør hvad i pressede perioder.

Har jeg for eksempel haft en presset periode, så ved jeg, jeg skal skrue ned for blusset, for ellers kan jeg krakelere som alle andre. Og det er også den grundlæggende viden, jeg bruger, i forhold til at rådgive andre og holde dem i balance år efter år.

Så ja, jeg prøver at tage min egen medicin.
Og jeg er blevet så meget ældre, at jeg ved, arbejdet ikke er livet, og at der er så mange andre ting, der er rigtige. 

Hvordan bruger du dine redskaber konkret?

Jeg skal jo ikke præstere som en fodboldspiller, men jeg bruger de samme grundlæggende redskaber, som jeg bruger over for spillere og trænere, hvis jeg for eksempel skal holde oplæg for en masse mennesker.

Jeg kan også blive nervøs, hvilket er helt normalt – og jeg ved, jeg ikke skal lægge for meget i det og i stedet holde fokus på dét, jeg skal levere.

Hvordan er det at være så tæt på kernen af dansk idræt, som fodboldlandsholdet? Det er vel et stort ansvar?

Ja, det er det. Og man skal selvfølgelig tage det seriøst, men samtidig er det også dybt professionelle folk.

Spillerne er på så højt niveau, at de har deres eget setup og hyrer deres egne folk ind, og så er det mere min opgave at sikre strukturen og vide, hvem de arbejder med, for at få en forståelse for, hvordan spillerne reagerer i forskellige situationer og dermed kunne støtte træneren i forhold til at navigere i alt det pres, han står over for.

Meget af mit arbejde består i at arbejde mere organisationspsykologisk end at arbejde én til én. 

Det er jo oftest dét, man forestiller sig – at man arbejder mere med spilleren én til én. Men på det niveau, landsholdsspillerne er på, hvor de spiller i klubber på højeste niveau, har de mindre brug for det, når de kommer hjem til landsholdet.

Så er der de begivenheder som et EM eller VM, hvor der sker utraditionelle ting med mere pres og meget på spil, og hvor de reagerer mere eller mindre hensigtsmæssigt.
Og der kan mit arbejde støtte træneren i navigere i det.

Træneren er jo den primære person i forhold til at udvikle og arbejde med et hold, så jeg arbejder gennem træneren, hvor det er træneren, der giver budskaber, og jeg er rådgiveren i forhold til forskellige ting og også det ekstra sæt øjne i forhold til at observere.

Er du helt tæt på det, der foregår?

Jeg er med i alle facetter, ja.

Til EM så jeg alle træninger, alle kampe og var med i omklædningsrummet. Jeg var helt tæt på alle trænermøder, og individuelt arbejdede jeg med Kasper Hjulmand

Hvad er den fedeste sportslige oplevelse, du har haft?

Det er faktisk ikke fodbold. Det er OL i Rio, hvor jeg arbejdede med Penille Blume, som vandt Ol- guld. Hun havde aldrig vundet en medalje, men vandt guld helt uhørt. Så det var ret crazy. 

Der var meget fokuseret mentaltræning op til og under, især fordi det er så presset en begivenhed, og vi arbejdede rimelig intenst.

Lige nøjagtig i svømning på 50 meter er der cirka 15 cm forskel på nummer et og nummer fem, så hvis man ikke er helt klar og fokuseret, kan man hurtigt ryge langt væk. Men der klikkede alt perfekt for hende.

Nu er du jo far. Har du også store ambitioner på dine børns vegne, når du nu er så tæt på store sportslige præstationer?

Jeg har ingen ambitioner på mine børns vegne i forhold til, om de skal noget eller opnå noget.
Jeg vil allerhelst have, de bliver glade og forbliver glade og – ikke at det skal være målet – at de får en god opvækst, og prøver at gå i retning af, hvad der er vigtigt for dem. Om det er det ene eller andet, det er deres valg, for ellers bliver det bare mig, der prøver at presse noget ned i halsen på dem.
Så langt hen ad vejen er det det, jeg prøver på. 

Kan du overhovedet opnå mere indenfor dit felt?

I forhold til det at have været med til EM og arbejdet med landsholdet er der faktisk ingen i min position, der har rejst med landsholdet før. Så nej, der er nok ikke så meget mere at rode med.
Så skal det være fordi jeg indholdsmæssigt søger noget andet i forhold til det psykologiske, eller tage med en træner til en klub i udlandet, f.eks. Premier League eller lignende.

Men hvis jeg bliver tilknyttet en klub, følger der langt mere med i forhold til familien. Så skal de flytte med derover, og det kræver bare noget mere. Så skal børnene være ældre, medmindre der opstår noget helt vildt attraktivt selvfølgelig.

Hvordan er dit forhold til din påklædning?

Min stil er meget ’casual pænt. Det er jo en sportsverden, jeg bevæger mig i, så jeg kommer ikke troppende op i jakkesæt og slips.
Så det er en fed, casual stil, synes jeg selv. Og det synes jeg, man kan finde inde ved Ulrik – og også noget pænt i forhold til min alder.

Jeg er ikke gået 100 % morfar endnu og kæmper ihærdigt imod…ha ha… men jeg prøver at holde fast i en casual sportslig stil.

En stort tak til Carsten Hvid for at stille op til 'Man of The Month'.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få 10% på dit første køb

Vi bestræber os på at skabe værdi for dig, når du modtager vores nyhedsbreve.
Derfor vil du løbende kun modtage nyhedsbreve med nyheder, eksklusive events, inspiration og tilbud.
Velkommen til Ulrik Storm, og tak for at du vil være en del af vores univers.