Jeg hedder Sune og er 43 år. Jeg bor i Odense med min kone Randi, og sammen har vi to piger på fem og syv år. Herudover har min kone to børn på 16 og 21, som hun har taget med ind i vores ægteskab, og som jeg er så heldig at være bonusfar for. Jeg gør i hvert fald, hvad jeg kan, for at gøre mig fortjent til at være det.
Til daglig arbejder jeg i et firma, der hedder DST-CHEMICALS, som er en virksomhed, der udvikler, producerer og sælger den kemi, der bliver brugt i vaskeprocesser til affedtning af jern og metal, hovedsageligt hos metalbearbejdende virksomheder. Her er jeg er ansvarlig for udvikling og salg på vores nordiske marked.
Ha ha… Nej, det er det egentlig ikke, men det er et interessant og stort og spændende marked. De første syv år sad jeg med HR og rekrutterede folk i Tyskland, Østeuropa og i Norden. Men da vores salgsdirektør sagde, vi skulle finde én, der kunne samle vores nordiske marked, var mit svar, at det blev svært at finde én, der kunne leve op til de krav og den interne kultur, der er på de markeder. Så blev han positivt irriteret og sagde: Kan du ikke bare selv gøre det. Så det gjorde jeg.
Så er jeg familiefar. Og den begrænsede tid, jeg har til mig selv, der prøver jeg at holde mig aktiv. Jeg har en del år været aktiv i fodboldklubben OKS, fordi jeg gerne vil give tilbage til det foreningsliv, som jeg selv har været en del af. Og nu er vi gået i krig med de små piger, som går i 0. og 1. klasse, fordi mine egne er begyndt at spille. Og vi har fået skabt en god trup på 40 piger. Det frivillige arbejde er noget, jeg godt kan lide at bruge min tid på. At få skabt noget på en arena, hvor det ikke handler om, at man SKAL, som i skolen, men om lyst og fordi, det er sjovt. Det er et godt alternativ til dét, de skal lære i skolen. At være en del af foreningslivet er også en sund del af livets skole.
Er det en udfordring at finde frivillige nok
Lidt. Jeg tror, der er mange, der synes, det er godt, vi har et foreningsliv. Og der er mange, der sender deres børn afsted og bakker op i det omfang, de har lyst til. Jeg ved ikke, om der er en berøringsangst for at blive træner eller ansvarlig. Men som jeg ser det, så er det en pligt, vi har. Det er en pligt, at vi prioriterer, at der er et foreningsliv, som vores børn og unge kan få nogle gode oplevelser i.
Når jeg ser tilbage på min egen barndom og ungdom har jeg kæmpe respekt for dem, der brugte tid på os. Selvom det kan være udfordrende at finde tid indimellem, så giver det mig en form for et frirum, når jeg er på banen. Tiden står lidt stille, og der ikke er plads til så meget andet i tankerne.
Det giver en masse god energi tilbage og en god følelse af indre motivation. Det er spændende at se den udvikling og det potentiale, der er i børn og unge. At motivere dem og skabe et mod, men også skabe et rum, hvor adfærden er i orden. Hvor ingen bliver mobbet eller føler sig udenfor. Jeg har det i bund og grund fint med at give noget til andre uden at skulle have noget igen.
Hvordan skaber man et trygt rum, når man har 40 piger på et hold?
For mig handler det om at være tydelig og nærværende og i øjenhøjde. Vi er en fem-seks voksne, som er gået ind i det her med en erkendelse og viden om at skabe noget, som pigerne har lyst til at være en del af. Jeg synes, vi lykkes med at skabe et ”trygt rum”, hvor de opfører sig ordentligt over for hinanden. Og det er en fornøjelse at se, vi tiltrækker piger fra forskellige skoler, der leger med hinanden på kryds og tværs. Vi har skabt et stærkt fællesskab.
Jeg føler, jeg arbejder det, jeg skal og har behov for. Jeg er meget bevidst om, at det skal give mening det, jeg gør. Hvad koster det at nå sine mål? Hvad er omkostningen? Hvis omkostningen er, at jeg ikke trives? Så er det for dyrt tjente penge. Jeg er meget bevidst om, hvordan jeg bruger min tid. Jeg prioriterer at være med til at aflevere og hente børn. Jeg er meget bevidst om at finde den balance, der ligger i at jonglere med familie, arbejde, rejser og fritid. Jeg stiller tit mig selv spørgsmålet: Hvad er det vigtigste?
Hvad er så det vigtigste for dig?
Jamen det er meget situationsbestemt og afhængigt af, hvordan det går. Hvis ting går godt, så er det fordi, vi gør noget rigtigt. Hvis noget ikke går godt, så er det måske fordi, vi skal gøre tingene anderledes. For et års tid siden tog jeg en coachuddannelse. Den har gjort mig meget reflektiv omkring, at ting skal give mening. Hvad er det egentlig, jeg gerne vil. Ikke bare nu, men også fremadrettet.
Et ønske om at blive mere bevidst om mig selv. Jeg er nysgerrig på mit eget – og andres – potentiale. Jeg er klar over, vi alle har en historie med os og noget, der kan påvirke os. Men for mig er det mere spændende at se på det udviklingspotentiale, vi har som mennesker. Altså herfra og frem. Talent kan i sportens verden være meget aldersbestemt, men i arbejdslivet handler det ikke om alder. Der handler det om, hvorvidt du god til noget? Kan du opnå noget? Og hvordan kommer du fra dér, du er, til dét, du gerne vil være. Altså det med at udforske mulighederne og opnå dét, man gerne vil. Turde drømme, men også være i stand til at håndtere og rykke sig ud over begrænsende overbevisninger. Jeg tror på, at vi kan meget mere, end hvad vi bilder os selv ind, vi ikke kan. Det er uagtet af vores alder.
Nåede du så frem til, hvad dit eget potentiale er?
I uddannelsen coachede vi meget på hinanden, og det er ingen hemmelighed, at jeg troede, jeg skulle coaches på store eksistentielle ting, men det viste sig at være meget små nøk. Altså er der én lille ting, man kan dreje på, som vil have en stor effekt på noget andet. Mange af de ting, jeg selv er blevet coachet på, har vist sig at være kommet til mig, fordi jeg har sat gang i tanker og handlinger og gjort ting anderledes og med en anden bevidsthed. Så det har haft en positiv indvirkning på mig. Og der er sket mange ting siden.
Der er helt klart ting i min karriere, hvor jeg har sat fokus på nogle ting, jeg ønskede, var anderledes. Så det er omkring min egen udvikling, tingene har ændret sig. Det har handlet om, at jeg har flytte mig karrieremæssigt, hvor jeg før kunne føle, det var lidt pseudo, til at give rigtig meget mening nu.
Min jobtilfredshed er heldigvis tårnhøj lige nu. Der er virkelig sket noget. Helt konkret har jeg fået flere kolleger at arbejde sammen med. Og jeg arbejder sammen med folk, som enten er over – eller tæt på 60 –, og de er SÅ dygtige. Det er superfedt at arbejde sammen med dem, for selvom jeg har ansvaret, så er det givende og udviklende at være en del af et team med så kompetente og engagerede folk. Jo mindre, jeg blander mig, jo bedre fungerer det. De har ofte selv løsningerne, så det handler mest om at have deres ryg og give dem frihed.
I vores tilfælde virker det. Dem, jeg arbejder sammen med, er i stand til at bruge deres erfaring og i stand til at sige fra, hvis noget ikke er i orden. Den åbenhed og ærlighed skaber, at vi har et stærkt team.
Er der så noget konkret, du helt privat har ændret på?
Konkret er jeg nok blevet bedre til at lytte. Ikke lytte for at svare hurtigt tilbage, men for at forstå og lære. Jeg øver mig hele tiden i at lytte neutralt. Tidligere var jeg nok slem til at færdiggøre andres sætninger. Altså, jeg blev hurtigt kapret i dialogen. Og ja, det handler om prioritering, men jeg øver mig hele tiden i, at det er ok at sige fra en gang imellem. Jeg er lidt en tids-optimist.
Min påklædning er lidt præget af, at jeg stort set køber alt mit tøj hos Ulrik og hans dygtige folk. Jeg kan godt lide at være ordentligt påklædt, men er nok en smule konservativ. Jeg kan også godt lide, at der er rent og pænt omkring mig. Jeg ved, det påvirker mit humør, så jeg går op i, hvordan jeg præsenterer mig. Jeg er nok en lidt speciel type, der lægger mærke til, om bæltet har sprunget en strop over i bukserne.
På jobbet har vi ikke dresscode, så der tilpasser jeg mig teamet og kunderne. Så der kan jeg indimellem ses med sikkerhedssko og en refleksvest.
En stort tak til Sune Buus for at stille op til 'Man of The Month'.
