Kort fortalt lever jeg af at binde folk sammen. I gamle dage stod jeg på skuldrene af folk, der havde behov for at gå ud og danse og finde kærligheden i det københavnske natteliv, og i dag er det så på skuldrene af F.C. København.
Du er Senior Executive Relations Manager. Hvad ligger der i den titel?
Jeg har selv lavet min titel. I mange år byggede jeg et børneunivers op og byggede relationer op med samarbejdsklubber og trak på den måde fans til. Jeg så det som en mission at skulle udbrede FCK som fodboldklub. Sådan lidt religiøst – men det er det også for mig. Med tiden blev jeg ’voksen’ og fik realkreditlån og begyndte så at interessere mig for de store geopolitiske forhold og hvad, der påvirker vores verden. Jeg begyndte som Event Manager i FCK at kortlægge de personer i underholdningsindustrien, der kunne bidrage til, at det var en fest at gå til fodbold. Ti år senere kom turen så til erhvervslivet, og deraf kommer titlen hvor Executive fremgår – det er man nødt til at have, når man rækker ud på et vist niveau.
Jeg laver relations- og stakeholder management. Jeg er tæt på vores største partnere i klubben og supporterer dem i deres gang i Parken. Jeg driver relationsbåret arbejde, som munder ud i mange former for partnerskaber. Heldigvis er mange drevet af den samme kærlighed til fodbold og til FCK som hos mig selv. Og det gør det hele lidt specielt.
Det har virkelig bragt mig spændende steder hen og til vilde direktionslokaler. Når man har været i klubben i mange år, er der mange, der personificerer dig med FCK. Det giver en fordel, når en stor beslutningstager har løveblod, og er passioneret omkring sit tilhørsforhold.
Det er jo et studie i sig selv. Man skal være god til at behovsafdække, og så er der meget ydmyghed og situationsfornemmelse i det. Folk skal have en behagelig opfattelse af dig.Det handler meget om nærvær. Og meget om den energi, du har. Når jeg går til folk, er jeg ekstremt bevidst om, at jeg repræsenterer et brand – i det her tilfælde F.C. København. Jeg har en forståelse for, at det brand, jeg arbejder for, også åbner døre, og at der er et stærkt produkt og en efterspørgsel. Ellers var det sgu ikke sikkert de gad mig.
Den strategi, jeg har udviklet over årene, er, at man godt kan tale på forskellige niveauer med folk. Men hvis du skal op og tænke de største ideer, som oftest er de dyreste, er det en god ide at opbakningen kommer fra toppen af en virksomhed. Men at komme helt derop kræver gode relationer. Og gode relationer kræver troværdighed, og det tager tid at bygge op.
Nu var jeg inde på det med religionen. Vi er jo lige blevet mestre igen, og selvom jeg er trådt væk fra alt det med at stå på scenen, spurgte de mig, om jeg ville være med ind over hyldesten i Fælledparken, hvor der kom 30.000.
Jeg var lettet som fan den dag, fordi det har været en hård sæson, og jeg endte med at stå på scenen og fyre den af med en dåsebajer. Det var fedt.
Og ja, der er jo mange sjove ting. F.eks. at kunne glæde et lille barn med en FCK-oplevelse, men i søndags var bare en kæmpe forløsning. Det havde regnet hele dagen, og da spillerne gik på banen, klarede det op, og så skinnede solen bare.
Der arbejder jeg lidt på at adskille tingene. Jeg blev stressramt for et halvt år tilbage, og det har været en speciel rejse, vil jeg sige. Der er åbenbart et max på hvor længe, man kan køre den uden autosvar og dansk tidszone og åben mail – selv når jeg var i andre lande. Jeg har altid været Simon fra FCK, altid på og altid klar, og det er jeg begyndt at gøre op med nu med hjælp fra mindfulness og meditation.
Herudover har jeg en datter på snart ni og en stor bonus-søn på snart 21.
Stress har altid været noget, jeg har kigget på med afsky. Jeg har altid tænkt, at folk var svage, når de fik stress. Indtil jeg selv blev ramt.
Jeg har ikke en eneste dag følt, jeg gik på arbejde i FCK. Jeg har aldrig haft en sur dag,undtagen når vi taber. Jeg arbejder kun med ting, der er sjove og spændende, men bægeret blev for fyldt. Måske er det aldersbestemt, jeg ved det ikke, jeg ved bare at jeg havde for mange bolde i luften og lovede for meget.
Den største læring var, hvor meget, jeg gør, fordi jeg har et ego, der skal fyldes op, og hvor meget, der reelt skaber værdi for min arbejdsplads.
Og så har jeg lært, at de mennesker, jeg taler med på daglig basis –hvor mange i øvrigt sidder i toppen af det danske erhvervsliv – de har alle været der. Og det er en sindssyg sparring, jeg har fået.
Jeg har været meget åben omkring det. Jeg har været deltidssygemeldt, men har desværre nok arbejdet fuld tid. Men jeg er blevet bedre til at sige fra, og så har min arbejdsplads været super cool og været med til at sætte nogle rammer for mig. At jeg så ikke helt har overholdt dem, handler om, at jeg kæmper med den identitetskrise, jeg har, og stadig roder mig ud i alt muligt.
Identitetskrise?
Ja, jeg var jo bare den, der kunne fikse alt. Om det var et bord på en natklub i Paris eller billetter til Musik i Lejet. Der lå meget identitetsbekræftelse i, at jeg var en fandens karl, der kunne fikse alt. Og det er jo bare ikke fedt, hvis man ender med at ligge i jorden, fordi man har for højt blodtryk i for lang tid, eller man ikke er der for sin familie, fordi man kører i sådan et manisk gear og er alle mulige andre steder end dér, hvor man burde være.
Men det har jeg arbejdet med og gået til psykolog og fundet ud af, at jeg skal lære at trække vejret. Det lyder banalt, men jeg har nogle ting, jeg bliver målt på, og så må det andet vente.
Da min kone skulle køre på akutafdelingen med mig, syntes hun ikke, det var fedt. Hun har råbt og skreget i mange år, og det har været lidt svært at forklare, hvorfor det var vigtigt for mig at møde op til en premiere eller til en åbning af en restaurant, fordi der måske var personer, der var vigtige at møde. Jeg syntes, det var berettiget, fordi det var hele min identitet, og jeg var sådan en, der var repræsenteret. Det er der ikke båndbredde til mere.
Hvad siger hun så nu?
Hun synes, det gik godt i starten af året, men stille og roligt har jeg rodet mig ud i alt muligt. Vi har haft så travlt med slutspillet, så det har igen kørt i højt gear.
Og igen ros til F.C. København for at passe på mig. Jeg skylder også en undskyldning til mange af mine kollegaer og min tilgang til dem, når de sagde:
’Ja, ved du hvad, men de har jeg ikke lige tid til.’ Og så har jeg tænkt: ’Hvordan kan du sige det? Det er jo det vigtigste i verden?’
Eller folk, der er sådan: ’Jeg er tilbage efter påske.’
Jeg har aldrig forstået det. Men det gør jeg nu og respekterer dybt, at de kan finde ud af at sætte grænser.
Jeg er meget forfængelig. Det indrømmer jeg. Men man slækker lidt på det med tiden.
Jeg har naturligvis meget fodboldtøj, og så har jeg outfits til, når jeg har møder. Man skal klæde sig til den situation, man er i, men jeg kan også godt lide at skeje ud og være lidt excentrisk. Der er nogle gange, jeg har noget på, hvor folk tænker, at det kun er mig, der kan gå i det haha… Men, jeg er nok blevet lidt konservativ med alderen.
