Jeg hedder René Jantzen, er 56 år og har boet i Odense hele mit liv. Jeg er uddannet mediegrafiker og har arbejdet mig op gennem den grafiske branche – fra lærling til produktionschef og siden virksomhedsejer. Jeg har drevet mine egne grafiske virksomheder i 16–17 år, før jeg solgte dem og gik på pension som 51-årig for at få mere tid til min familie og min passion for jagt.
Jeg har været gift med Anne-Marie i 18 år og er far til to børn, Mathilde på 22 og Markus på 25 fra mit tidligere ægteskab.
Jeg har arbejdet rigtig meget gennem 33 år – også i min læretid. Jeg har ofte kun holdt én uges ferie om året, fordi mit arbejde aldrig har føltes som et arbejde, men som en livsstil.
Nogle gange har jeg næsten skammet mig over at være så glad for at gå på arbejde.
Jeg så en TV-udsendelse med Denis fra Carlos & Diegos (vinbar i Odense, red), hvor han sagde, at når man elsker at tage på arbejde, handler det ikke om at komme væk hjemmefra – men om, at det er ens passion. Sådan havde jeg det også.
Da jeg fortalte min datter, at jeg havde solgt virksomheden, brød hun sammen. Hun troede, jeg var syg. Hun sagde: ”Men far, virksomheden er jo dig.”
Jeg fortryder måske tiden, men ikke indsatsen. Det har gjort mig økonomisk uafhængig. Jeg blev skilt, da mine børn var små, og når jeg havde dem, blev de afleveret sent og hentet tidligt. De var min første prioritet. Det står jeg ved.
Min daværende produktionsleder tog mig med på jagt for 12–13 år siden. Jeg tog med som tilskuer – og blev fuldstændig bidt af det. At være ude i naturen gav mig en helt ny ro.
I dag bruger jeg næsten naturen som coach. Den giver mig perspektiv og den største mening i konceptet ”fra jord til bord”. Det bliver ikke mere bæredygtigt.
Ja, masser. Men jeg kan godt lide at gå forrest og gå mod strømmen. Når tingene spidser til, bliver jeg kun mere motiveret.
For mig handler jagt ikke om at sidde i et tårn og vente. Jeg studerer terrænet, følger dyrene og nedlægger kun gamle eller svage dyr, så bestanden holdes sund. Og jeg skyder kun det, jeg selv spiser.
Der er få ting, jeg holder mere af end at gå i fryseren, tage et stykke kød op og vide præcis, hvor det kommer fra: Dyret har levet 100 procent frit og ustresset. Det er for mig den mest etisk forsvarlige måde at spise kød på.
Jeg synes, der skal være plads til begge verdener. Halvdelen af de retter, jeg laver, er vegetariske. Jeg elsker at kombinere det grønne univers med det gode vildtkød.
Vi høster meget direkte fra naturens spisekammer – svampe, granskud, urter – og det fylder både i min første kogebog og den opfølger, jeg arbejder på nu. Grønt skal være økologisk eller biodynamisk. Naturen giver os så meget, hvis vi gider gå ud og finde det. Og jeg går meget op i at spise det, der er i sæson, altså det nordiske køkken.
Jeg går i det hele taget meget op i, hvad jeg spiser. Det er så vigtigt for mig at spise noget, der er godt for mig, og som ikke sætter det store aftryk. Derfor vil jeg også hellere lade være med at spise kød, hvis det ikke er godt kød. Jeg drikker heller ikke vin, hvis det ikke er god vin – og jeg spiser kun grønt, hvis det er økologisk og meget gerne biodynamisk.
Der findes desværre mange dårlige historier om jagt – om dyr, der ikke engang bliver taget med hjem. Det univers siger mig ingenting.
Jeg er både riffel- og buejæger, og for mig skal jagt foregå på dyrenes præmisser. Jeg pürscher – altså bevæger mig stille gennem skoven – og skyder kun på korte afstande. På buejagt går jeg ikke efter et dyr, medmindre jeg kan komme helt ind på omkring 20 meter.
Jeg skal kunne se mig selv i spejlet. Jeg tager altid dyrene med hjem og bruger dem.
Der ligger altid en lang proces bag. Jeg studerer dyret, dets adfærd og bevægelser. Når det så står foran mig, stiger pulsen, og adrenalinen pumper.
Det er afgørende for mig, at dyret står i ro og ikke aner, at jeg er der. Så mærker det intet.Da min datter var med første gang, spurgte hun om det samme. Jeg fortalte hende, at respekt er hele omdrejningspunktet. Hun oplevede hele forløbet – at iagttage dyret, nedlægge det, tage det med hjem, rense det og spise det. Det gjorde stort indtryk på hende.
Jeg føler ikke, det er arbejde, når jeg laver noget, jeg godt kan lide. Og jeg kan godt lide at have mange bolde i luften. Ved siden af jagten laver jeg indhold til sociale medier og magasiner, jeg driver et lille forlag og har udgivet en vildtkogebog sammen med Claus Styrbæk. Nu arbejder jeg på en opfølger med endnu større fokus på naturens råvarer.
Derudover investerer jeg i aktier og obligationer og følger drone- og robotteknologien tæt. Og så dyrker jeg min store passion for vin.
Så ja, jeg har travlt. Men jeg elsker alt, jeg laver, og jeg værdsætter virkelig mit liv. Min familie betyder alt, og jeg føler mig meget lykkelig og privilegeret.
Jeg foretrækker en casual påklædning, hvor tøjet først og fremmest er praktisk og i god kvalitet. Det er min egen stil og følger måske ikke moden, fordi kvalitet og komfort betyder langt mere for mig end trends. Jeg vælger tøj, der kan bruges i hverdagen, som føles naturligt at have på, og som holder længe i både materiale og udtryk.
