Jeg er 57 og har været kunstner i mere end 35 år. Jeg skulle egentlig være gartner. Men jeg bliver kørt ned året før, jeg var færdig med min uddannelse, og brækker ryggen. Så går der nogle år, hvor jeg ikke vidste, hvad jeg skulle – og så gik jeg i gang med at male. Det var egentlig min mor, der satte mig i gang.
Havde du lavet noget før?
Kun tegnet og spillet rigtig meget musik. Men så kom jeg i gang med kunsten, hang det op, og så så folk det og syntes, det var fint. Og jamen, så fortsatte jeg. På et tidspunkt fik jeg en udstilling og solgte hele udstillingen på ferniseringen, og så er det egentlig kørt slag i slag. Og på et tidspunkt var jeg så selvstændig kunstner. Jeg har aldrig været på et kursus eller en skole, og jeg laver både malerier, keramik og bronze.
Da jeg fandt min streg, gik det faktisk hurtigt. Selvfølgelig kan jeg godt se, der er sket en udvikling, og jeg har haft forskellige farveperioder, men min grundlæggende streg har i mange år været den samme. Kigger man på værker, der er lavet for 25 år siden, kan man godt se, det er mine.
Det er i mange lande i Europa og i USA. Jeg har været meget rundt og haft udstilling i New York, i Belgien og solgt meget i London. Men nu er jeg mest her. Jeg er blevet mere afslappet og føler ikke, jeg skal vise en hel masse. Jeg laver 10-12 billeder om året og lidt bronze og lidt keramik. Det tager længere og længere tid, og jeg elsker den lange proces i et billede. Der er ikke noget, der kommer over dørtrinnet, som jeg ikke er 100 % tilfreds med.
Jamen, jeg står op ved 7-8-tiden, og så sidder jeg og får fire kopper kaffer. Og så går jeg ind i atelieret, som er i lejligheden, og så arbejder jeg cirka 31 minutter og holder et break. Så laver jeg mig en kaffe, tjekker mails og sådan, og så går jeg ind og arbejder igen. Det er ikke sådan, jeg arbejder 8-16.
Jeg kan sagtens holde pauser midt på dagen og sætte mig på Sirups eller går i biografen eller ser en udstilling. Men jeg arbejder også meget om aftenen og i weekenden. Jeg har ikke en fast ’jeg går på arbejde’. På de her 35 år er det ikke blevet et arbejde. Det er stadig en hobby. Og jeg har det stadig sådan, at når jeg fra soveværelset og ind i atelieret, så føler jeg mig som verdens mest privilegerede menneske.
Sådan er det ikke. Sådan har jeg aldrig haft det. Jeg har aldrig haft en kedelig dag på arbejde. Og mange gange forsvinder tiden også for mig, og jeg kan slet ikke vente med at komme ind og i gang. Jeg har et billede på Brandts, som jeg har arbejdet på i tre år, så jeg giver mig tid til det. Jeg har også et billede, der har taget otte år.
Ha ha ja. Det var faktisk bare på et lærred, på en rulle. På det tidspunkt udstillede jeg hvert år i Skagen, og startede altid udstillingen op i januar, og når jeg så havde haft en udstilling, var jeg træt af at høre om mig selv. Så det samme lærred rullede jeg ud hvert år, når jeg kom hjem fra Skagen, og så malede jeg kun på det billede i noget tid, og så var jeg tilbage og havde lyst til at arbejde igen. Jeg skulle ikke starte på noget andet. Til sidst tog jeg så det billede med til Skagen i mit galleri deroppe og malede det færdigt og solgte det. Så det fik sin helt egen historie.
Jeg sælger rigtig meget til virksomheder, men også til private. Jeg laver store udsmykninger til virksomheder, hvor de får et helt koncept med alt – krukker, bronze, billeder, akvareller. Det laver jeg meget til virksomheder, hvor vi så sætter os ned og finder ud af, hvad og hvor meget, de skal have. Og jeg er helt alene, så jeg er med hele vejen rundt.
Det gør jeg i naturen. Jeg elsker efteråret, og så har jeg det med skygger, som jeg bruger i mine billeder. Forestil dig en blodbøg, hvor bladene er faldet af – du kan stadig se træet, omridset, men alle bladene er faldet af. Det er det, mine skygger symboliserer. I alle mine billeder er der skygger, og så kan beskueren selv få ud af dem, hvad de vil. Nogle ser engle, nogle ser træer, nogle ser fugle. Og jeg bruger ikke titler på mine værker, fordi jeg syes, den enkelte beskuer selv skal få det ud af det, som de vil.
Det er det, jeg godt kan lide ved den måde, jeg arbejder på. At folk selv kan hente det ud, de vil.
Men har du selv et billede af, hvad det forestiller?
Nej. Ingenting. Det er kun farver. Der ligger ikke noget skjult motiv, så hvis der er et motiv, er det ikke noget, jeg er bevidst om.
Det er som at male en dør. At dække et lærred er faktisk ligegyldigt. Det, jeg nogle gange finder farlig, er, hvis en bund bliver for god. For så er det svært at komme videre. Men det er tit som om, at billedet bare overtager sig selv. Skaber sig selv. Og det er det fede, når det kommer derhen – så er det rigtig sjovt.
Jeg tror, at alle kunstnere bruger det i sine billeder. Hvis man siger, at det har man ikke, så er det løgn. Jeg tror, at alle kunstnere er meget følsomme. Så jeg tror, at det er noget af dét, der driver værket. Hvorfor er man kreativ? Hvad er det, der gør, at man er kreativ. Nogle er meget bevidste om, at det er dét, de vil. Og andre hvor det bare kommer.
Og selvfølgelig har jeg også haft perioder, hvor det har været tungt, og hvis man læste billedet, så ved man det godt.
Ja. Det har det. Og det havde det nok især i starten mere, end jeg var klar over. Den der følelse af efter et trafikuheld, hvor jeg brækker ryggen og pådrager mig en permanent hovedskade, at kunne skabe noget.
Hvordan er det at leve med?
Det er kronisk hovedpine. Alkoholintolerant. Lyd-sensitiv. Men jeg er mega privilegeret. Jeg kan gå, jeg har min førlighed, og jeg har et fantastisk liv. 99 % af mit liv er jeg glad. Det er ikke noget, jeg skal fremprovokere. Jeg kunne have været mange andre steder efter sådan en ulykke, men jeg gik den rigtige vej, og jeg synes, livet er fantastisk.
Nej. Og jeg sparer heller ikke op til den. Hvad så? Hvis jeg skal leve af en folkepension, så klarer jeg den. Jeg tager en dag ad gangen. Jeg elsker livet, og jeg aner ikke, hvad der sker.
Jeg har bare lovet mine børn, at hvis der er 5 kroner på kontoen, når jeg dør, så har jeg lavet en regnefejl. Og så er jeg proletar – jeg leaser og lejer. Jeg gider ikke eje noget. Det giver frihed, og hvis jeg har lyst til at flytte til Amsterdam om tre måneder, så gør jeg det.
Meget abstrakt. Det er den helt store palet, der skal frem. Jeg lever en drøm. Men det er et abstrakt liv, jeg lever. Og man skal have lyst til det. Der er gode måneder og dårlige måneder. Gode år og dårlige år. Og det er jo sådan, det er. Og man er meget sårbar, jeg blotter mig virkelig, når jeg har en udstilling.
Ha ha ha ha… jeg er glad for, at kunne hente hjælp hos min kone. Og jeg vil gerne indrømme, at de seneste tre år, hvor jeg har kendt hende, er min garderobe blevet betydeligt bedre. Men jeg vil sige, at jeg er ganske afslappet i min påklædning.
