Jeg hedder Mikkel Glahn og er 52 år. Jeg er far til to pragtfulde børn, Josephine på 21 og Carl- Gustav på 13 år, som jeg har med min elskede hustru, Tina. Vi bor i vores nyistandsatte bondehus i Fredensborg. Herudover er jeg partner i Copenhagen Concept, som jeg har været en del af siden 2009. Vi ejer en række restauranter: Mash, Levi, Bistro Le Sommelier og La Table. Vi er tre partnere, der ejer det her eventyr sammen, og det har været en fantastisk rejse, som stadig den dag i dag kaster små, fine ting af sig.
Du fortalte mig, at der er en helt speciel årsag til, at du sagde ja til at være med i det her?
Da Ulrik spurgte, om jeg ville være ambassadør, så jeg, at det var en af livets små cyklusser, der blev bundet sammen. Jeg er oprindelig uddannet inden for herreekvipering og stod som ung mand i lære i det daværende Danmarks fineste herremagasin Brdr. Andersen, der lå lige overfor dér, hvor Ulrik Storm nu ligger på Strøget (i København, red.). Når jeg træder ind i Ulriks flotte butik, får det mig til at tænke tilbage på en tid, hvor jeg gik og foldede strømper, fine kashmirtrøjer og nålede skjorter helt perfekt. Så service og tøj ligger mig meget tæt på hjertet – og derfor kan jeg på min LinkedIn tillade mig at skrive ’fashionista’. Og derfor syntes jeg, det var sjovt at være med i det her.
Hvad kan du ellers fortælle om dig selv?
Jeg er, når det kommer til stykket, et meget punktligt menneske. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst er kommet for sent. Og når det er sket, bruger jeg meget tid på at undskylde, for jeg hader – jeg HADER – at misbruge andres tid.
Hvor er det dejligt at høre. Flere af dig… haha.
Ja, det er jo noget af dét, der kendetegner mig.
Jeg var i starten konsulent for gruppen og blev ved med at udfordre dem på noget omkring, kommunikation, SoMe mm– og prøvede at få dem til at forstå, at gæsteoplevelsen måtte være det vigtigste. De talte om maden, og vinen, og jeg talte om gæsteoplevelsen. Og det gav til sidst et uundværligt samarbejde, hvor jeg tog mig af den kommunikative del.
Jeg nyder at være i en branche, hvor jeg kan sige: ’Jeg ved ikke en kæft om mad og vin, men jeg kan formidle smagen og oplevelsen’.
I dag håndterer jeg blandt andet også uddannelsen af vores mange medarbejdere i form af et academy, hvor vi deler ud af vores viden. Normalt ville man inden for denne branche ansætte specialister i det gastronomiske felt. Jeg viste mig at være den, man manglede – udfordreren. Ham, der tør sige: ’Har du tænkt over, hvordan de her frikadeller smager? Det kan godt være, de er flotte og bliver serveret flot, men hvad hvis gæsten ikke kan lide dem?’. Så jeg er en udfordrer og tør udfordre – og bruger det til daglig.
Ja, det har vi. Men vi har også haft meget hårde år. Vores branche blev stærkt udfordret af Covid, og vi var nok den kæde, der fik mest taletid, fordi vi ønskede at tage ordet, da frustrationerne var høje. En ting var at lukke landet, men der var et tidspunkt, hvor der blev lavet afstandskrav. Så vi skulle rende rundt og ombygge restauranterne. Hver tredje måned kom der nye restriktioner, og hele grundlaget for forretningen blev fjernet.
Oplevelsesindustrien var den branche, der tog de hårdeste slag. Jeg giver Mette Frederiksen kæmpe ros i dag for hendes internationale politiske arbejde – men dengang var hun den værste. For de forstod ikke de mekanismer, de satte i gang. Det brugte vi meget tid på at tale om. Det var svært, og vi tabte mange penge.
Herudover havde vi også en forretning i England, og så kom der noget, der hed Brexit. Der er ikke mange, der ved, hvilken betydning det havde. Men det betød meget for oplevelsesindustrien i England. Fra det ene sekund til det andet mistede England alle deres internationale arbejdskræfter – dem, der sørgede for, at industrien fungerede. Det var udenlandske kræfter, der var tjenere, bartendere, opvaskere, gjorde rent og alt det der.
Og på det seneste har vi oplevet inflation, der har påvirket råvarepriserne. Så ja, vi er hele tiden nødt til at forsvare os, forbedre os og tilpasse os en verden, der forandrer sig.
Der er aldrig to dage, der er ens. Min hverdag kan bedst beskrives som en viceværts-tilstand. Det er alt fra at vande en plante til, at alarmen er gået eller en gæst går amok på nettet. Så det er noget med at være vicevært Georg Gearløs – sådan en schweizerkniv med alverdens funktioner. Og når jeg kører hjem og lægger hænderne over dynen, har jeg altid haft en god, produktiv dag. Det kommunikative tager ofte mere end et par timer om dagen, men det er på alle tidspunkter af døgnet.
Hvad laver du, når du har fri?
Jeg går gerne lange ture med mine hunde. Jeg går lange ture, for jeg er sådan en, der er kommet til at sige ja til Climb for Charity, som er gennem Børneulykkesfonden, hvor vi går for Legeheltene. Sidste år gik jeg Sinai-ørkenen, som er 150 km ørkenvandring, og i år skal jeg gå en Inka-trail i Peru. Legeheltene har et budskab, der skal ud, og de bruger så en netværker som mig til at hjælpe med det. Det er et fantastisk stykke arbejde. Jeg kan være aktiv, og jeg bruger mit netværk aktivt. Så det er ret godt match! Pt. har jeg samlet mere end 55.000 kroner ind til min inkavandring, og det er jeg stolt af. Man kan støtte mig på min vandring lige her:
https://indsamling.adventureforcharity.dk/fundraisers/mikkel-glahn
Det var varmt. Det var en fed oplevelse, men lidt anderledes, end jeg havde regnet med. Det var en mere kuperet tur, end jeg havde regnet med. Masser af grus, sten og højder i flere tusinde meter. Det var udfordrende, men superfedt. Man er helt forløst efter sådan en vandring.
Jeg kan forestille mig, der bliver tænkt mange tanker?
Det var det, der var formålet. At få ryddet ud i tagetagen. At få tænkt over tingene og bragt perspektiv ind. Og jeg fik lært en masse nye mennesker at kende. Man bliver lidt mere sårbar, når man ikke har været i bad i fem dage og har det varmt – så kommer tingene lidt tættere på.
Har der altid været så meget gang i dig?
Ja! I dag skal alle jo have en diagnose. Jeg bruger 42½ i sko, og det er det mål, jeg kender. Men jeg tror, at hvis der var en læge, der havde ramt mig lidt tidligere, ville vedkommende have sagt, at jeg har lidt krudt og at der nok skulle knyttes et par bogstaver på. Jeg kan dog ikke selv se, at jeg har ADHD, men jeg kan se, at jeg har nogle ligheder. Min søde hustru elsker at ligge på en solstol hele dagen og sole, men det kan jeg overhovedet ikke finde ud af.
Hvad gør du så?
Så går jeg… haha. Vi skal på en herlig tur til Østen hen over julen og nytåret, og det bliver en udfordring for hende. For det bliver med rygsæk og maks. tre dage hvert sted. Det passer mig helt perfekt. Og det passer også mine børn, som gerne vil opleve og se noget. Det der med at ligge på et resort i 14 dage – dét kan jeg ikke.
Det kan jeg mærke, at jeg har behov for. Jeg bliver også træt og har brug for en morfar. Men jeg arbejder bare i en anden verden. For når kontoret lukker, så går gæsterne ud. Så jeg arbejder meget, og det koster tid. Hvis man vil drive det, som vi driver, og gøre det så godt, som vi gør, så er man nødt til at være tilgængelig.
Hvad er vigtigst for dig?
Det er et dybt spørgsmål… et godt spørgsmål. Jeg hørte noget klogt forleden: at børn må være det vigtigste. Hvis de bliver syge, eller der sker noget, så overtager det jo alt. Så det må jo altid være familien.
Det er jeg med på i det store perspektiv, men det er det jo ikke nødvendigvis i dagligdagen. For hvis familien var det vigtigste, ville du vel ikke arbejde så meget og krydse en ørken. Så ville du være hjemme og med din familie?
Jo, men man kan dele det op. Hvad er det vigtigste i arbejdsregi? At jeg går glad på arbejde. Det vigtigste er at lave det, man godt kan lide, og jeg tager altid gerne et møde for meget frem for ét for lidt. Og jeg er en kommunikator, der godt kan lide at møde mennesker. Jeg kender ikke alle, men de fleste kender mig.
Er din elskede kone også mor til dine børn?
Ja, det er hun. Vi har sgu valgt det der, som ikke er så smart i dag – at være sammen og elske hinanden, både når det går godt, og når det går skidt. Vi besluttede tidligt, at det skulle være os. Hun arbejder ved en tandlæge i Fredensborg, og det gør, at hun er tættere på hjemmet og børnene.
Så I har lavet en god fordeling
Ja, det har vi. Absolut.
Det er i hvert fald en del af opskriften. Når man skal være så udadvendt og udfarende, så er det godt, at der er en, der er ankeret og sikrer, at fortet står der, når man kommer hjem.
Det må også kræve noget af din kone at være gift med dig?
Ja, det bliver også sagt en gang imellem. Hun er benhård, men på den gode måde. Og det er der behov for. Hun holder mig i ave og sikrer, at jeg husker nogle af de vigtige værdier – blandt andet familien. Jeg kan godt komme hjem og sige, at jeg lige skal til Bourgogne, fordi der er en smagning. Så siger hun: ’Nej, dét skal du ikke. Der er møde på skolen, og jeg har sendt en kalenderinvitation.’ Men ellers ved jeg, hun altid bakker mig op og siger ja til stort set alt, jeg kommer hjem med af ture og møder. Og jeg ser det aldrig som en irritation, kun som en kæmpe hjælp.
Her til sidst: Hvad betyder din påklædning for dig?
For ti år siden ville du have set mig i skjorte og jakke altid. I dag er det de helt rigtige sneakers – for mig er det Salomon – fordi jeg går meget. Og så går jeg med en løs skjorte over et par chinos eller lækre jeans. Det skal være pænt, men jeg har en langt mere loose tilgang nu. Det komfortable er blevet vigtigere. Og jeg har fundet ud af, at mine møder er de samme, og at de mennesker, jeg arbejder med, respekterer mig lige meget.
