Jeg hedder Michael Sabro-Lippert, er 56 år og erhvervscenterdirektør i Fynske Bank. Jeg er kæreste med Helle og far til to store børn. Jeg er født og opvokset i Odense og bor nu i et hus på Jagtvej, som jeg selv har sat i stand fra kælder til kvist. Jeg bruger meget tid på sådanne ting, og det er ikke det første hus, jeg har sat i stand. Det er fint i forhold til kontorarbejdet at have noget andet at tage sig til.
Er der en håndværker gemt i dig?
Ja, det er der. Jeg har lært det af min far i sin tid – at hvis man skal ringe efter en håndværker, når man skal have lavet noget, så kommer man ingen vegne. Så hvis man kan lære at lave lidt selv, får man mere ud af pengene. Så er der også lidt bank-snusfornuft, der kommer in der… ha ha
Når jeg kigger på det baglæns, har det været gode investeringer. Men det er ikke gjort i investeringsøjemed. Jeg startede med at købe den første lejlighed, da jeg var 19 år og startede i lære i en bank. Måske lidt atypisk – men i stedet for en at betale til en udlejer, var det bedre at investere selv. Det var en fin start på ejendomsmarkedet.
Det er der ikke mange 19-årige, der har råd til i dag?
Nej, så kommer de ned til os og får at vide, at tallene ikke passer. Dengang fik man lov, hvis bare man havde til udbetalingen. Det var meget nemmere.
Som Helle, min kæreste, nogle gange griner af, når jeg siger, jeg ikke kan andet – at det tror hun nu nok, jeg kan. Men det er nok det, jeg har besluttet, jeg skal resten af min karriere. Jeg kom ind i det, fordi jeg var skoletræt. Gymnasiet fik jeg ikke gjort så meget ved, så jeg var nødt til at tage en 1-åriig HH for at få en chance ude i verden. Og så steg karaktererne også til noget, der var fornuftigt. Og fordi jeg ikke havde lyst til at læse så meget, skulle jeg nok ikke på universitet. Så jeg søgte i lære som bankmand. Og valgte så Provinsbanken, som blev til Danske Bank senere, hvor jeg supplerede med en 2-årig videreuddannelse på Danske Bank Akademi indenfor Ledelse og Erhvervskunder.
Det er gået via hårdt arbejde gennem mange år, og så er der indimellem kommet nogle muligheder, som jeg har grebet. Da jeg skiftede fra Danske Bank til Jyske Bank i 2005, dukkede der efter et års tid mulighed op for at blive erhvervschef. Jeg havde ikke været leder før, jeg var 35 år og fik ansvaret for en afdeling med 15-20 mand. Men jeg havde en god chef, der støttede op og hjalp mig. Så der startede ledelsesrejsen, som var en spændende disciplin. Det var lidt angstprovokerende. Hvordan skal det lige gå? Men med god støtte, prøver jeg at finde min egen stil.
Hvordan er din stil så?
Den er moderne. Mit hovedmantra er frihed under ansvar. Jeg har med voksne mennesker at gøre, der gerne vil gøre en god indsats, og jeg har ikke behov for at kontrollere folk hele tiden. Hvis det var nødvendigt, skulle jeg ikke være leder. Så vil jeg hellere bruge min tid på at coache og udvikle. Og så tror jeg på det bedste i mennesker indtil det modsatte er bevist.
Helt enig. Jeg har også lært af min tidligere chef. Hvor jeg var vant til, at det var cheferne, der styrede mødet, sagde han, at det er rådgiverne, der har mødet. Det er rådgivernes kunder, vi arbejder med. Det har jeg taget med mig, for det får en kollega til at vokse og shine fremfor at det er en leder, der skal styre showet. Jeg har ikke behov for at være den, der står forrest. Jeg skal nok bakke op og sige de ting, jeg skal sige. Og jeg kan mærke, at nu, hvor vi har lavet et generationsskifte og fået en masse unge rådgivere ind, at de tænder på det og tænder på at få lov at være noget.
Det ved jeg ikke. Jeg har tænkt over, om jeg er gammeldags. Jeg synes ikke selv, jeg har været gammeldags, men jeg kan se, når jeg skal ansætte nogen under 40, så er det nogle helt andre værdier, de ligger til grund. De vil gerne knokle, men de vil gøre det, når det passer dem. Med det gamle hold, der kørte vi fra klokken 8 til 17 eller 18, hvis der var behov for det. Sådan er det ikke nu. Det er en spændende udvikling.
Hvordan er det som leder at navigere i?
Jeg skulle vænne mig til det, men det giver en spændende dynamik. Og så er vi også på mail og telefon om hvis der er ting, der skal fikses, for så arbejder de måske om aftenen.
Ja, hvordan gør jeg det. Det er måske det, jeg er dårligst til. Men i forhold til kollegerne, er det ikke mig, der skriver til dem. Og jeg har ingen forventning til, at de skal svare 24/7, men jeg har selvfølgelig en forventning om, at de når deres ting.Da jeg ansatte den yngre generation, ville de også have to hjemmearbejdsdage om ugen, men det kunne jeg ikke give. Men jeg kunne give dem lov til at tage hjemmearbejdsdage, når der er behov for det – og så har det faktisk vist sig, at de vælger til at være her. Og jeg vil gerne have, det skal være en arbejdsplads, hvor det er sjovt at komme på arbejde.
Jeg har været snart 11 år i Fynske Bank. Det har været lidt som at være iværksætter at være med til at starte det her op. At skulle lave den her struktur, så en afdeling kan fungere og væksten kan ske. Og selv her 11 år efter føles det som om, vi lige er gået i gang. Når man starter et nyt sted, foregår der også mange ting uden for kontoret. Man kan ikke sidde indenfor og vente på, at de stegte duer flyver ind gennem vinduet. Det kommer ikke til at ske. Man skal ud i netværk og møde mennesker og fortælle, hvad vi kan. Og det er nødvendigt at blive ved med.
Der er jo også skarp konkurrence?
Ja, det er der. Også i de forskellige netværk, men der har jeg også valgt at være med i andre erhvervsnetværk end kun sportsnetværk – det har givet andre vinkler såvel personligt som forretningsmæssigt - og det er andre mennesker, der kommer der. Yderligere har jeg kunne bruge Fonden for Fynske Banks donationer offensivt til at øge synligheden af banken, hvilket har været en stor fordel.
Jeg bruger tid på at renovere og det stresser jeg af med. Og havearbejde. Og så har fodbold altid fyldt meget i mit liv. Både som spiller selv, på sofaen og på stadion. Og så fylder det også i snakken på kontoret. Når vi får en ny kollega, er mit sidste spørgsmål altid, hvilken klub de holder med i England.
Og hvad så, hvis de siger den forkerte? Du er jo sikkert United-fan?
Præcis. Så hvis de siger Liverpool, skal de virkelig have gjort det godt til samtalen haha…
Spiller du stadig selv?
Ja, det gør jeg. Jeg har jo boet i Odense altid – undtagen fem år i København. Jeg har spillet i 9’erne som ynglingespiller og har nu spillet i OB i 16 år. Altså de 16 fra jeg var 40 til 56 haha… Jeg er stor fan af ”striwerne” – og hvis du lægger mærke til det – har jeg rigtig mange blå- og hvidstribede skjorter. Og så er jeg også for nylig røget med på padelbølgen, som er en super måde at mixe motion og netværk på – men der har jeg stadig meget at lære….
Du er en rigtig Odense-dreng?
Det er jeg. Og jeg synes, Odense er blevet en fed by. De seneste ti år er der kommet et helt andet liv i byen og hele den omdannelse, man har lavet med Thomas B. Thriges Gade, er vellykket. Og folk kommer også udefra og synes, det er en fed by. Jeg kan godt lide, at man er en del af et fællesskab. Man får nemt kendskab til en masse mennesker, og det er fedt at være en del af.
Jeg elsker at være sammen med andre mennesker. Jeg får energi af det. Når man taler om netværk, og hvis man kun ser det som arbejde, så er man ikke den rigtige. Der skal være en balance mellem det arbejdsmæssige og hyggen. Man skal give noget af sig selv, så får man noget tilbage og nogle stærke relationer. Men nej, jeg er ikke den, der står og råber højest. Det har jeg aldrig gjort, men den sociale udadvendthed arbejdsmæssigt, er noget der er kommet gennem de seneste 11 år, fordi det først har været nødvendigt, og nu er det en naturlighed. Men at være med i alle de netværk, kræver også meget – og derfor er det fedt at få nogle yngre mennesker ind, der også gerne vil det.
Ja, det synes jeg…
Altså Ikke fordi jeg leder efter noget…
Nej, men udover min skilsmisse HAR tingene bare kørt og udviklet sig. Som jeg også sagde til Ulrik, da han spurgte, om jeg ville være med i det her, sagde jeg, at jeg jo ikke er typen, der har sprunget bungy jump eller besteget Kilimanjaro.
Jeg har altid handlet lokalt og i fysiske butikker, og var kunde i Isaksen før, Ulrik kom til. Og derfor er jeg også fulgt med i Ulrik Storm, hvor jeg synes, jeg får en fantastisk service. Ulrik kender min stil og størrelse, og der er også altid plads til en kaffe eller et glas vin. Jeg går meget op i at være velklædt i det daglige, men når jeg kommer hjem, så ryger der et par Birkenstocks og – når vejret er sådan her – et par shorts på.
