Jamen, i aftes, da jeg havde læst nogle af de tidligere interviews herinde, spurgte jeg min kone: ’Skat, jeg er jo et diffust menneske. Hvem fanden synes du egentlig jeg er?’
Hvad svarede hun så?
Så sagde hun: ’Skat, du er en eventyrer, en livsnyder, en håbløs romantiker, en familiefar og en forretningsmand i én stor trummerum. Så jeg bad hende uddybe, og det blev en ret fed samtale at have med sin hustru.
Når man er et individ som mig, der er vant til at rejse 100-130 dage om året, balancere mit professionelle liv, mit familieliv, ja, hele mit liv omkring en speciel livsstil, hvor det hele skal hænge sammen – så var det sundt at have sådan en samtale.
Vi er en moderne familie, så vi er sammensat. Vi har Maddox, som er Anesthesias af kød og blod, men han er også min søn lige så meget, som hvis han var mit kød og blod. Vi har det fantastisk med den anden del af familien, og jeg er rigtig gode venner med den anden far. For jeg er også far - jeg er en af ’far’erne’. Maddox kan ikke huske, jeg ikke har været der.
Men det sjove er, at ’history repeats itself’, fordi min egen familie er også sammensat.
Jeg lever i en multikulturel familie med danske, filippinske og amerikanske rødder. Det mærkes ikke kun ved middagsbordet, men også i hverdagen, hvor min hustrus opvækst har været præget af andre normer og værdier end mine egne. Det giver en værdifuld indsigt som jeg i dag trækker på i mit internationale arbejde med forskellige mennesker og kulturer. Min egen opvækst har været præget af en far som var både hård og krævende, men som i bund og grund ville det bedste for sin søn. Som CEO for en stor konservativ brancheforening rejste han og var derfor fraværende lige som jeg selv nu. Som barn havde vi det privilegium, at min mor kunne være hjemme. Hun var blid og nærværende og den stabile kerne i vores hverdag. Denne sammensætning – en disciplineret far og en omsorgsfuld mor – har formet mig i en balance hvor jeg både vægter disciplin og struktur, men samtidig ser de bløde værdier som afgørende. Det er netop denne kombination der hjælper mig til at navigere i spændingsfeltet mellem kulturer, mennesker og forventninger – både i familien og arbejdslivet.
Da jeg fik jobbet som salgsdirektør ved LVMH, fik min mor konstateret kræft og fik at vide, hun havde 11 måneder tilbage at leve i. Det var hårdt. At tage det største skridt i min karriere og samtidig have en mor, der var syg. Det var svært at balancere.
Jeg greb det – set i bagklogskabens lys – ikke rigtig an. Jeg prøvede at være i det, så alligevel ikke. Jeg gav det ikke den opmærksomhed, som jeg burde, fordi jeg prøvede at beskytte mig selv – jeg ville ikke se virkeligheden i øjnene, så jeg knoklede derudaf og arbejdede min sorg væk ved at tage en ny rolle på. Min mor overlevede og er den dag i dag still going strong. I vores familie kunne der godt gå tre uger til en måned, uden jeg talte med min mor og far. Men min familie blev sammentømret i en forstand, man ikke forstår. Vi taler sammen hver dag. Vi rejser sammen. Vi er sammen hele tiden, når jeg er hjemme. Det paradoksale er, at der skal ske noget i ens liv, der er så forfærdeligt, men at det så faktisk ændrer et mønster, så vores familie i dag har en helt anden konstellation.
Jeg vidste meget tidligt, at jeg skulle have med livsstil at gøre. Jeg startede i tøjbranchen og blev fascineret af det, og efter en årrække landede jeg ved LVMH, som er verdens største luksuskoncern og havde 11 år der som Salgsdirektør.
Jeg har altid vidst, at jeg har et socialt talent og er god til at bygge relationer, og jeg vidste, jeg skulle ud i verdenen og bruge det. Det gjorde jeg i høj grad, da jeg kom ind i tøjbranchen – og senere, da jeg kom til LVMH, åbnede hele den her luxury-del sig for mig.
Når jeg sidder i den stilling, som jeg gør i dag, ved Shamballa Jewels, så bliver det sjovt og håndgribeligt at være spydspidsen for den globale ekspansion, vi har. Det er mig, der er ude og verdenen og taler med folk, og etablerer markeder og aftaler. Og jeg elsker det. Og det havde jeg ikke kunne, hvis jeg ikke havde været ved LVMH.
Jeg har det overordnede ansvar for internationalt salg og forretningsudvikling for Shamballa Jewels, hvor jeg har ansvaret for vores internationale ekspansion. Men der ligger også rigtig meget – når du kommer i den her luxurydel – relationsskabelse i jobbet. Især når man taler andre kulturer. For at sidde og forhandle aftaler i Dubai er ikke det samme som i Spanien eller USA eller London. Og det er det, jeg rigtig godt kan lide. Nogle af de vildeste ting, vi har gjort, er skabt over relationer, hvor jeg har siddet til en eller anden middag. Så har en tur til Monaco pludselig udviklet sig til, at man sidder et andet sted med nogle folk, og så skabes der noget. Hele den del er supervigtig, når du kommer ind i luksusbranchen, og det må man ikke negligere. Der skal være gensidig tillid og forståelse for, at man åbner sit netværk op, og det fører jo til forretningspartnere og venner og relationer, som er long lasting. Jeg rejser så meget, at jeg herhjemme har få rigtig rigtig gode venner, som jeg plejer med min familie. Men jeg har et sindssygt netværk og mange stærke relationer i hele verdenen.
Jeg har lært, at ordentlighed, tillid og respekt og gensidig forståelse og nysgerrighed er et universelt sprog, som man kommer rigtig langt med.
Det kommer med erfaring og den nysgerrighed, jeg har for at møde nye mennesker. Jeg elsker folk med energi og historier, og mit netværk er yderst værdifuldt og rummer alt fra hard core corporate business folk, entreprenører i alle retninger til verdenskendte musikere og skuespillere. Og det er fordi, jeg altid har været nysgerrig. Når jeg går ind med den indstilling til folk, åbner der sig noget, der er meget mere ægte. Jeg går ikke ind med et mindset, at nu skal jeg have business ud af det. For jeg ved godt, at der ligger noget grundlæggende forarbejde, inden vi kommer dertil. Vi kan starte op og ende dér – og det kan også være, der ikke kommer noget ud af det. Men det er dét, der gør det hele sjovt, og alting kan skabes ud af ingenting. Og det synes jeg er sindssygt interessant.
Vi har et setup, der fungerer. Min hustru bakker min fuldt op – Hun er fra en familie af topatleter og med en far som er kunstmaler, så hun ved det kræver for at forfølge en passion. For hende giver det mening, at jeg får muligheden for at udleve min drøm – også selvom det ind imellem betyder savn og et ekstra ansvar på hjemmefronten. Hun ser det, som det liv vi har valgt sammen, og hun minder mig ofte om, at det netop er det, der gør, at vi værdsætter tiden sammen endnu mere, når jeg er hjemme – Hun kalibrerer mig. Anesthesia er stammen derhjemme – det er der ingen tvivl om. Da vi renoverede vores lejlighed, var det hende, der talte med tømrere og kan alt det der. Det har jeg ingen forstand på. Alt det, som en mand måske ville tage sig af, der er det hende, der gør det.
Det kan være en materiel ting og også en personlig. Personligt er det, at jeg kan få lov til at udleve en passion med fuld opbakning fra min familie og omverden.
Materiel luksus er for mig kvalitet, heritage og craftsmanship og ikke moderne og kommerciel brand value – det har jeg lært med årene.
For mig er luksus ikke dét, du viser din omverden. Det er, hvad der i virkeligheden minder dig om, hvem du er.
Når jeg er afsted med det, jeg beskæftiger mig med, er det mit arbejde. Der er jeg professionel. De relationer, jeg bygger, er ikke overfladiske, for de kan føre til noget afgørende i forretningsverdenen. Noget af det, jeg beskæftigede mig med før, var langt mere overfladisk. Det er sådan, at jo dyrere tingene bliver, jo mindre overfladisk bliver det
Da jeg kom ind i luxury-branchen fandt jeg ud af, at det her er craftmanship, passion og kvalitet, der betyder noget. Det bliver mere nørdet og fører andre samtaler og mere fordybelse med sig. Og det er nok derfor, jeg navigerer ret godt i det.
Det kan man godt. Nogle gange er det ren Hollywood, andre gange er det joggingbukser og leverpostejmadder. Og vi en familie, hvor vi kan det hele og dyrker det hele lige meget. Derfor er det så vigtigt at have den base derhjemme. Når jeg endelig er hjemme, er hele min hverdag skemalagt, og jeg bliver nødt til at have en stram og disciplineret struktur. Jeg har faste rutiner, som konstant holder mig i gang. Jeg er oppe om morgenen kl. 5 for at træne, dyrker breathworks og har diverse familieritualer, som jeg ikke afviger fra. Det er med til at holde mig grounded og samtidig skarp, når der skal præsteres både professionelt og privat.
Jeg er jo gammel tøjmand, men jeg tænker mindre og mindre over det. Jeg kan godt lide classics. En af mine guilty pleasures er, at jeg samler på sneakers. Engang gik jeg i pæne spidse businesssko og ødelagde mine fødder og knæ. Da jeg startede ved LVMH, sagde jeg, at jeg aldrig vil gå i “pæne” sko mere. Så for at kunne det, måtte jeg kompensere, så jeg havde en god undskyldning for at betale ekstra for at købe nogle kvalitetsneakers.
Ellers er min garderobe ret universel, og hvis der er noget, jeg godt kan lide, køber jeg to eller tre af dem. Hvis jeg rejser, har jeg de samme farvetoner med så det hele passer sammen på kryds og tværs.
Men jeg tænker også meget over, hvordan jeg er klædt i forhold til, hvor jeg skal hen, og hvad jeg skal. Så har jeg nogle klassiske sikre outfits. Jeg prøver aldrig at være overdressed eller underdressed. Det skal ikke være tingene, der kommer med mig. det skal være mig der kommer med tingene.
