Sådan startede Henrik Grove nærmest dette interview. Og derfor starter vi også et helt andet sted, end dér, vi plejer, i Man of the Month.
Denne måneds snak startede nemlig med Henriks sommerferie, hvor han i skrivende stund er til håndboldturnering i Sverige som træner for sin søns håndboldhold.
“Jeg har været træner i IF Stjernen i seks år. Min søn havde rigtig svært ved at gå i skole i 0. klasse. Han var meget temperamentsfuld, og hvis han ikke kunne styre processen, ville han ikke deltage. Så læreren troede, han havde ADHD, men det havde han ikke. Han havde bare en stærk vindermentalitet, som kan komme af mange årsager.”
Jeg går meget op i at vinde – jeg spiller fodbold for at vinde. Min kone løber og har stået på podiet mange steder. Så han har været med til at se, at det handler om at vinde. Men han trak sig fra alt, så i 2. klasse sagde vi: ’Du skal gå til en holdsport. Du skal simpelthen lære at tabe sammen med andre – og vinde sammen med andre. Du kan ikke selv styre det.’ Så startede han til håndbold, og jeg sagde, at jeg gerne ville hjælpe. Og så blev jeg træner.
Havde det så den ønskede effekt?
Nu bliver jeg helt rørt. For i går sagde jeg til drengene, at jeg stopper som træner. Det er min sidste træning, for jeg skal træne min datter i fodbold – jeg vil også gerne være sammen med hende. Og helt af sig selv kom min søn hen og sagde: ’Tak for seks gode år. Fuck var har det været fedt’. Jeg blev helt… Åh. Jeg er så stolt.
Hvor er det dejligt, du bliver rørt..
Jeg bliver mega rørt. For det er den bedste beslutning, vi traf for ham.
Ja, helt vildt. Han har gode relationer, og han er ikke bange for at gå ind i noget mere. Han har altid gået ind i folk med træsko på, men han har altid haft det sådan: ’Kan jeg tabe?’. Han har altid været dygtig i skolen, og han er ligesom sin far. Højtrystet, taler for meget. Han er 13 nu og bare en rigtig teenager, men han er en virkelig god dreng.
Nu starter vi lidt bagvendt, og du åbner op for noget, der er meget sårbart?
Det har jeg aldrig haft det svært med.
Men, hvad med dig selv og den der vindermentalitet?
Den er jeg blevet bevidst om for mange år siden. Da jeg var HR- chef i Ikea, skulle jeg undervise andre ledere i lederskab. Og inden da skulle jeg prøve på egne krop, hvad det var for nogle teorier og øvelser, vi skulle bruge. Den bedste opgave var, at jeg skulle gå en time ud af en landevej og tilbage igen, hvor det eneste spørgsmål, jeg måtte stille mig selv, var: ’Hvorfor er du blevet som du er’. Og så skulle jeg fremlægge det i ti minutter.
Min vindermentalitet kommer af jagten på anerkendelse. Og fordi, jeg er et klassisk skilsmissebarn. Jeg flyttede fra Aarhus til Fyn, da jeg var 10-11 år og ind i en familie med tre papsøskende. Jeg var ikke et dydsmønster, men jeg gjorde tingene efter reglerne. Jeg skejede ikke ud, mødte til tiden, passede min træning og lavede mine lektier. Men da jeg var yngre, blev jeg flyttet rundt, så min overlevelsesmekanisme er at gå ind i folk med træsko på og prøve at møde dem med et smil, for det kunne jeg se virkede.
Jeg fandt også ud af, at hvis bare jeg var ihærdig, så blev jeg accepteret af gruppen. Hvis jeg var ihærdig i alle facetter i mit liv, fik jeg anerkendelse. En anerkendelse, jeg aldrig har fået i min barndom. Men jeg fandt også senere ud af, at jeg bare vil være et godt menneske og hjælpe andre, for så ser de mig for MIG. Og det er faktisk det allervigtigste
Ja. I 2003 tog jeg til Mallorca og arbejdede som rejseguide. Og dengang, når man flyttede til udlandet, gav man fuldmagt til, at nogen derhjemme til at måtte åbne ens post. Pludselig blev jeg ringet op af banken – der manglede 45.000 på min konto, og jeg skulle enten tage et lån eller betale på anden vis. Så fandt jeg ud af, at min fars kone, min stedmor, havde åbnet posten. Mens jeg var væk, var der kommet nyt Mastercard fra banken, og det havde hun aktiveret og brugt rundt omkring i byen.
Så jeg var nødt til at gå ind i den konflikt. Og det gjorde mig bevidst om, at jeg i mange år havde puttet alle problemer og udfordringer ned i en vulkan og bare taget imod og taget imod. Men jeg kunne se, at den konflikt var jeg nødt til at gå ind i, for det var faktisk mit liv fremadrettet, der kunne blive sat på spil.
Jeg satte mig over for min far og stedmor og sagde: ’Det her er casen. Der mangler de penge. Banken siger, jeg kan låne pengene eller anmelde det. Så nu har I til fredag til at skaffe pengene, og ellers anmelder jeg det.”
Så sagde min far: ’Det gør du ikke. Så kan du bare skride’. Så jeg tog mine ting og skred og flyttede til Aarhus.
Hvad gjorde det ved dig?
Fra da af blev jeg mindre og mindre bange for konflikterne i livet – lad os nu bare tale om tingene, inden de bliver til en konflikt – hvilket jeg også bruger meget i mit arbejde i dag og den måde, jeg møder mine kolleger.
Ja, jeg fik pengene. Men de ringede både til min farfar og hendes far og fik pengene. Så de fik dobbelt op. Og jeg fandt ud af senere, at det kun var toppen af isbjerget. Da jeg først gravede ned i det, kom der mere og mere frem.
Men efter en del år, hvor jeg havde mødt min kone og fået min søn, tænkte jeg: “Din far er din far. Det må være din far, der kommer og redder dig og løfter dig ud af det her.” Det skete bare aldrig. Og så tænkte jeg: “Nu er det på tide, jeg bliver voksen. Nu er det mig, der går i føresædet på min egen livshistorie”.
Så jeg tog fat i min far og hans kone og sagde, at nu har jeg brug for at komme ud og aflevere mine sidste års følelser af mit liv som feedback til jer. Jeg har ikke brug for, at I stiller spørgsmål eller forklarer – jeg har brug for at aflevere historien. Hvis I afbryder, så er feedbacken tabt.
Det var svært for mig at ringe og sige. Men de ville gerne lytte og kun én gang blev jeg afbrudt. Det er første gang og eneste gang, jeg har hørt min far sige undskyld. Han undskyldte for sin adfærd og sine handlinger og måde at være på – han kunne slet ikke se, at det var sådan jeg så det. Og det var en kæmpe lettelse for mig, og det lærte mig, at vi ikke skal gå med de dæmoner i kroppen. Med alle de tanker og følelser. Vi skal komme ud med dem – af respekt for det andet menneske, men mest af respekt for dig selv.
Han døde for tre år siden under corona. Han forsøgte på sin egen kejtede måde at forsone os, så alt er godt. Vi er begge kommet derfra med respekt, så jeg bærer ikke nag. Jeg er ked af, vi har mistet noget sammen, men jeg er glad for, vi har forsøgt at reparere det.
Og det, der senere i livet har været min kæmpestore drivkraft, er, at jeg har været skilsmissebarn. Vi havde ingen penge, og jeg blev kastet rundt. Så for mig har det handlet om at få en familie og værne om den familie. Få et hus og en kernefamilie og gøre det til et lykkeligt space, hvor vi kan være og have det fedt sammen. And I’m living the dream. Det gør jeg virkelig
Du har det hele nu?
Ja, jeg har ikke brug for mere. Det er helt ærligt – jeg har ikke brug for mere. Det har været hårdt arbejde, men mit motto er også, at heldet følger den velforberedte og den flittige. Det er hårdt arbejde, og jeg er altid velforberedt.
Jeg ved jo godt, det er præmissen for det her interview. Men sådan behøver det jo ikke være.
Men det siger jo også meget om en person, hvad de vælger at arbejde med?
Jeg er mere interesseret i, hvad der optager en person lige nu.
Hvad optager så dig lige nu?
Godt spørgsmål haha… Det, der optager mig lige nu arbejdsmæssigt er, at jeg lige nu ikke er dér, hvor jeg drømte om at være for mange år siden, selvom jeg er glad for min arbejdsplads og mine kolleger og bare gerne vil være her. Men jeg synes, der mangler noget på vores salgsfront, så det prøver jeg at lære noget om og se, om jeg kan blive dygtig til det. Og ellers optager det mig meget at trække vejret. Det lyder måske mærkeligt, men jeg læste for nogle år siden en bog om at bygge vaner og derefter en bog om at trække vejret. Så jeg har meget fokus på de principper, der er omkring at trække vejret. Og så optager det mig meget, hvad jeg skal med livet nu, hvor det træder ind i sin næste fase. Der er mange tanker nu, hvor børnene bliver større. Hvad skal tiden så bruges på?
Det gamle udtryk med, at klæder skaber folk – der er noget om snakken. Jeg tænker altid over, hvad jeg tager på, og jeg tænker, jeg nok er lidt kedelig med min påklædning. Jeg synes, det er vigtigt at klæde sig på til anledningen – det tænker jeg meget over. Men jeg kan godt lide, man er præsentabel.
